Nu må det være nok!

Stop så den strejke! Det er simpelt hen gået for vidt.

1. Hvis strejken handler om flere penge, så må grådigheden kende sin begrænsning. Vi andre vil da også gerne have mere i løn, men vi skaber os da ikke åndssvagt, hvis det ikke lykkes. Alternativt kunne man jo finde sig et andet arbejde.

2. Hvis strejken handler om respekt og anerkendelse, så gælder det, som i alle livets øvrige forhold, at respekt ikke er noget man får ved at trampe i gulvet og råbe "Vis mig så respekt!". Nej, respekt kommer af, at andre anerkender den måde, man agerer på. Det er vist næppe tilfældet lige nu.

Imens lider mennesker. Folks familieliv bryder sammen, sommerferier må aflyses, forældre river sig fortvivlet i håret, fordi de til sidst ikke har flere løsningsmuligheder. For slet ikke at tale om konsekvenserne i sundhedssektoren.

Og mens man alle årene har haft så travlt med at lovprise den såkaldte "danske model", viser det sig nu, at den ikke virker, og så forsøger man at skyde skylden på den borgerlige regering ved at påstå, at det er deres ansvar. Må vi da være fri.

Konklusionen må jo være, at den danske model har spillet fallit. Lad os derfor blive fri for fagforeningernes 100-år-forældede retorik, og i stedet få et lovreguleret arbejdsmarked - folketinget (vores lovgivende forsamling) er jo trods alt demokratisk valgt.

Svenskere med anhænger

Hvorfor er det lige, at svenskere tror, at danske færdselsregler ikke gælder for dem? Her tænker jeg især på reglerne for kørsel med anhænger på motorvejen. Vi andre er udmærket klar over - og sågar indforstået med - at så kører man ikke mere end 80. Men lidt for ofte oplever jeg svenskere, typisk på Helsingørmotorvejen, i fuldt firspring som om der kun gik 1 færge i døgnet fra Helsingør. Senest blev jeg overhalet af en større Volvo med anhænger (og svenske plader, forstås), som kørte 130. Det er jo vanvid! Er det blot en lykkelig beruselse over manglen på fotofælder?

Det brændende orgel

Her har vi så lejrbålet fra forlejren til årsmødet på Himmerlandsgården.

Til beroligelse for alle kan jeg afsløre, at jeg forinden havde prøvet orglet. Det kunne spille, men ikke pænt.

Det eneste, der mangler, er fællessangen: "Slut kreds om det buldrende, bragende orgel..."

Hvor mange forsøg har man?

Hvor mange gange kan man tillade sig at "genoplive" en blog, som ellers var stendød? Eller i hvert fald holdt kunstigt i live?

Det kommer vel i sidste ende an på, om der er nogen, der gider læse det, man skriver.

Men nu prøver vi igen.

mvh
Daniel