test

Når enden er god...

Da det øjensynligt ikke er nok at give en ged, kan man hos Folkekirkens Nødhjælp nu også give en prut.

Dertil må jeg blot sige, at jeg har allerede givet på arbejdet.

Ud med dommeren...?

"Dommer tillader nøgenbadning" skriver jp.dk i dag. Historien viser sig at være, at Østre Landsret har stadfæstet en dom fra byretten.

Der er en stigende tendens i medierne til at tillægge den enkelte dommers synspunkt en særlig værdi. Hidtil har det mest været amerikanske dommere, men nu begynder det åbenbart også herhjemme.

Ideen med retssystemet er ikke, at dommeren som person har nogen relevans. Dommeren er alene talerør for retten. Det er ikke dommeren, der træffer en afgørelse, men domstolen. Hvis du er utilfreds med en kendelse, kan du appellere til en højere retsinstans, men du kan ikke bede om at en anden (eller endnu værre: en bestemt) dommer behandler sagen.

Sådan er det i hvert fald herhjemme - og det er godt det samme. Hvis man i USA virkelig er så personfikserede, som medierne vil give indtryk af, når det gælder en domstols afgørelser, er det ilde for retssikkerheden. Men måske er det bare blevet den måde, man skriver på i aviserne?


PS. Til dig, der troede, at jeg havde noget at sige om nøgenbadning, må jeg beklage, at du gik forgæves. Det bliver en anden gang.

Røveri

Efter at klaret 8 års arbejde i bank uden problemer, lykkedes det mig til gengæld i går at være vidne til et røveri - i SuperBrugsen, af alle steder. Og hvis nogen skulle være i tvivl, er det ikke nogen behagelig oplevelse.

Heldigvis stod jeg på ingen måde i forreste række til begivenhederne. Og det skulle da normalt heller ikke genere mig at ringe efter politiet, hvis der er ballade.

Men pludselig at stå og kigge på en maskeret mand - med pistol - som i ramme alvor er i gang med at røve... det fik godt nok pulsen op på en ubehagelig måde.

Som sagt stod jeg midt i butikken og kunne derfor uden problemer liste rundt om en hylde og ringe 112 - men jeg kan ikke lade være med at tænke på de stakkels medarbejdere, som det gik ud over. I bankverdenen var vi uddannet til at håndtere sådanne situationer, og selv om det heldigvis ikke skete ofte, var vi meget bevidste om, hvordan vi skulle reagere. Men hvordan skal en 17-årig kioskekspedient i Brugsen kunne forholde sig til at stå over for en bevæbnet røver?

Jeg har efterfølgende læst, at politiet ledte efter spor i lokalområdet, bl.a. med hunde. Og jeg håber da på en måde, at hundene finder røverne først, så de kan få, hvad de fortjener.

Godt jeg ikke er syg

De seneste gange, jeg har haft kontakt med det danske sygehusvæsen, har ikke været videre opmuntrende. Beretninger om svigt, inkompetence og overfyldte sygehuse opmuntrer vel ingen.
Men lærer vi noget som helst?

Hvordan bliver man for eksempel indlogeret, når man pludselig falder om og befinder sig i sit livs krise? Giver vi rum til helbredelse? Kan familien finde plads til at støtte i en svær tid?

Som indsat i Horsens Statsfængsel kan du forvente følgende:

Din far eller mor har sikkert sin egen celle. Den mindste er
ca. syv kvadratmeter. Det vil sige, at der er plads til en seng,
et skrivebord, et tv og et lille skab eller nogle hylder. I nogle
celler er der også toilet.I et fængsel må man gerne have
nogle af sine egne ting med - f.eks. tøj, bøger og billeder.

Skal det virkelig være bedre at sidde i fængsel end at ligge syg på et hospital?!

Salmer til alle situationer

Kristeligt Dagblad kan i dag berette om en ny salme til brug ved homoseksuelle vielser.

Så kom jeg altså for sent. Jeg var ellers godt i gang med en omskrivning af Johannes Johansens bryllupssalme, som i den nye version skulle hedde "I blev skabt som mand og mand". Men jeg har kæmpet lidt med versefødderne, og så kom jeg aldrig videre.

I stedet skulle jeg måske koncentrere mig om et par skilsmissesalmer, siden der tilsyneladende også er stemning for et kirkeligt skilsmisseritual. Noget i retning af

Det er så yndigt at skilles ad
For to, som ikke er sammen mere

Eller, for igen at (mis)bruge Johannes Johansen:

To, som vandrer hver sin vej
Har det bedre hver for sig.

Vorherre bevares.

Logik for kufferter

Et par norske medier er helt oppe i det røde felt, efter at en norsk flyrejsende fik anledning til - ved et tilfælde - at beskue, hvorledes kufferter håndteres i en lufthavn. Øjensynligt forventede han en større grad af fintfølelse og kærlig pleje, mens vi andre forlængst har indset, at der er god grund til at kufferter produceres i kraftige materialer. Se videoklippet her...

Samtidig kører fagforbundet 3F en stor kampagne, hvor de opfordrer folk til at pakke mindre i kufferterne. Selv om jeg har stor forståelse for bagagehandlernes arbejdsvilkår - det er bestemt ikke nemt at bakse kufferter ind i et mindre fly - finder jeg alligevel kampagnen forkert. For bagagerestriktionerne er fastsat af flyselskaberne ud fra en markedsmæssig betragtning. Hvis jeg må have 23 kg med, er det fordi det er dét, jeg har betalt for. Hvis de mennesker, som skal flytte min bagage, synes at det er urimeligt, må de jo forlange bedre arbejdsvilkår hos deres arbejdsgiver. Ikke hos mig. Jeg er ikke i en situation, hvor jeg kan indgå i forhandlinger med disse medarbejdere.

Det svarer vel lidt til, at min dagplejemor (som åbner kl. 7 og er ansat af kommunen) opfordrer mig til først at aflevere Casper kl. 8, så hun kan få lidt mere fred og ro om morgenen...